søndag den 16. august 2009

Ranvitas Ny Diskokugle ...



Endelig! Har længe drømt om en kæmpe diskokugle i mit loft-til-kip i stuen. Min kæreste var for nylig Helten, der hjembragte dette vidunder, som nu glimter højt deroppe:-)

PS: Bare rolig! - jeg anbefaler ikke nødvendigvis diskokugler i min nye bog:-) og jeg ved ikke, om de er godt for noget som helst, andet end at gøre dens ejermand (mig) glad i låget!

Our new family member has moved in!

lørdag den 15. august 2009

Ranvitas soveværelse søndag morgen & Kunsten At Rode Med Manér!



Jo, jeg roder også!

Sådan kan min seng nogen gange se ud, langt op af dagen (foto).
Til trods for, at jeg har opdaget, at det tager under 3 minutter at rede sengen, så er der stadig dage, hvor jeg prioriterer de 3 minutter til andre ting, og først når til sengen senere på programmet.

Det værste ved at blive landskendt feng shui-ekspert på TV2 dengang i 2004 var, at nu troede alle, at jeg var sådan een, der boede simple-living-feng-shui-agtigt. Stilrent og stringent og et totalt klinisk opryddet hjem - og måske en rød drage hist og her?
Men nej, alle i min familie og vennekreds ved, at jeg er et rodehoved. Men som én af dem engang formulerede det; "Ranvita, jeg kender ingen, der kan rode så charmerende som dig!"

Men hvad er så kunsten bag at rode med manér?

Der er tre ting, du skal meste:

1. VÆLG SMUKKE TING - DET GIVER SMUKT ROD!
Hvis du vælger smukke ting, som du elsker, så er de smukke ting stadig smukke - også når de roder lidt. For eksempel min seng søndag morgen ... Ja, selv et rodet køkken kan være smukt, hvis det roder med musselmalede tallekener og lyserøde tekrus, smukt kunsthåndværk eller skinnende sølvtøj. Det pynter i al fald på det! Pointen er også, at det er 10 gange sjovere at rydde noget op, som er lækkert at se på eller røre ved.

2. ROD-FRI ZONER, JA TAK!
Prioter nogle rum, hvor der aldrig må være rodet. Der SKAL være nogle åndehuller, hvor du ALTID kan finde ro og ikke lige først skal "ordne" rummet, før du kan nyde det. I mit hjem er min havestue, stue og mit soveværelse hellige rod-fri zoner. Til gengæld er mit kontor i konstant bevægelse (lige nu fyldt med brune papkasser med lækre goodie-bags-produkter til min bog-reception) Og før en deadline kan skrivebordet vitterlig ligne noget der er løgn (jeg skal nok huske at fotografere det næste gang det er tilfældet!) For dig er det måske lige omvendt. Kontoret skal altid være klinisk rent og ryddet - til gengæld lever du bedre med lidt rod i stuerne? Det vigtige er blot, at du altid har rod-fri zoner OG at dine rode-zoner naturligvis består af AKTIVT rod, ikke passivt rod! (En passiv rode-zone hedder en garage eller et pulterkammer, og det er en helt anden snak).

3. KNOW WHAT YOU ARE DOING!
Du skal kende "rodets natur" og vide hvordan det "opererer". Rod i hjemmets forskellige Bagua-områder kan f.eks. medføre bestemte konsekvenser i dit liv. Når du er opmærksom på det, vil du straks begynde at se sammenhænge mellem dit hjem og dets tilstand - og dit eget liv. Første skridt er at SE, næste skridt at HANDLE, tredie skridt at ERFARE. Rod vil være i dit liv for evigt - so better get to know your roommate!

Og ja, jeg roder også. Der er dage, hvor opvasken fra gårsdagens party breder sig fra ende til anden på køkkenbordet, og dage hvor jeg kyler hele havens indhold ind i den lille entré, fordi en pludselig regnbyge truer. Der er dage, hvor min datters legetøj er spredt ud på samtlige kvadratmeter i stuen, og dage med nullermænd på størrelse med garnnøgler ...Der er dage, hvor jeg synes, jeg ikke bestiller andet end at "ordne" og lægge på plads ...for blot at starte forfra igen ...og igen og igen ...

Life is sometimes messy - and somtimes not. Enjoy the ride!

torsdag den 16. juli 2009

Så er den på trapperne!



Min bog er landet.
Foreløbig 15 stk. her på mit skrivebord, og 3.000 i en container somewhere udenfor København.
256 sider, over 100 fotos og 98 helt konkrete ideer fra A til Å, der beskriver hvordan du kan skabe et hjem, der er værd at elske og som elsker dig.

Når Lager-Kaj kommer tilbage fra sommerferie åbner han porten og bogen lander i din lokale boghandler onsdag d. 19. august.

Samme dag er der premiere-champagne i Villa Wilder, Wildersgade 55 i København.

Hvis du vil med, så tilmeld dig på email-adressen: reception@elskdithjem.dk. Skriv blot "reception, ja tak" i emne-linien , og skriv hvor mange du/i kommer. Vi skal jo lige have købt sjampagne nok til alle :-)
Glæder mig til at se dig!
Se mere på bogens hjemmeside: www.elskdithjem.dk

mandag den 16. februar 2009

Ranvita er blevet klummeskribent i Norge!





Så fik jeg endelig min egen klumme ...

... i Norge (!)

Så til alle fengshui-søstre i det høje nord; Kig med i "KK" - Norges ældste og største dameblad, hvor jeg fast - hver anden uge - giver inspiration til at se dit hjem med nye øjne.

I forbindelse med min første klumme gjorde bladet lidt ekstra ud af det. Fremover bliver det 'bare' klummen med gode tip til dig og dit hjem.

Men hvorfor skal danskerne snydes ...?

I hvilket blad/avis/magasin kunne DU godt tænke dig at modtage mine tips om bevidst boligindretning på fast basis? Lad høre:-)

Jeg tjente 20.000 kr. på 2 timers "arbejde"!



Som nogen vil vide fra mit nyhedsbrev gik jeg for nylig i gang med at booste mit karrierefelt, som ligger delevis i min entré.
I mit nyhedsbrev garanterede jeg overfor mine læsere, at der max. ville gå tre døgn før jeg ville opleve fengshui-effekten af mit arbejde.

Jeg behøvede ikke vente så længe.
Allerede næste dag fik både jeg og min kæreste hver en opgave, som udløste hhv. 8.000 og 12.000. I alt en omsætning på 20.000 - for en effektiv søndags eftermiddags arbejde!



HVAD GJORDE JEG?
Efter et par måneders flytterod, gik jeg amok en søndag i januar. Fandt en rest maling i skuret og malede væggene, der var blevet skramlede af alle de møbler der skulle op og ned af den smalle trappeopgang til villaens 1.sal. som vi bebor.
Mmmm...det var allerøde en skøn følelse og skønt syn! (OG en skøn let duft af naturmaling - naturligvis!)
Så lavede jeg et velkomst-billede, som for mig fortæller noget om min karriere ("at byde velkommen til hjemmet").
Rammen er sort, måtten er sort - fordi det er vand-elementes farve - og vandelementet støtter karriere-feltet.
Lampen skulle klart have været en lille, smuk, antik krystallysekrone, men det er der ikke budget til - endnu. Så det blev en rispapirlampe. Jeg HAR faktisk en lysekrone fra C.G. Fritzsche liggende, men den kom ikke op. Hvorfor? Fordi jeg på en eller anden måde er træt af den. Og jeg VIL ikke sætte ting op, som ikke længere glæder mig - sådan rigtigt. Så selv om andre sikkert ville synes den var fin og flot, så går det bare ikke. Men rispapirlampen gør nu jobbet fint indtil videre. Skaber masser af LYS - og bringer den runde form ind i det ellers kantede rum.
Summasummarum tog det 2-3 timer alt i alt at forskønne min indgangs-oplevelse.
Desværre glemte jeg at fotografere det før :-( Men der var bare INGENTING - udover et par skrammer på væggene...

Budget:
Maling: 100,- kr.
Måtte: 168,- kr.
Lampe, inkl. fatning og stofledning: 110,- kr.
Ramme 189,- kr.
Maling og karton til 'Welcome-billede' ca:. 30,- kr
I alt: 597,- kr.

Meget billigere slipper man nok ikke, når man skal starte 'helt forfra'.

Hvordan kan DU booste DIT karriere-område?

I dag?

lørdag den 10. januar 2009

Ranvitas gør-det-selv-tips til et smukkere (og sjovere) og mere personligt klædeskab

Her et par tips fra min egen garderobe, der for nylig fik en forskønnelseskur:



Hæng fine lavendel-poser på bøjlen - det skaber feminin stemning (og yderligere skønhed) og gode dufte i skabet.

Beklæd dine bøjler med silkebånd eller smukt stof.
Du kan enten sy ’frakker’ til bøjlerne (se 3. bøjle, bagest) eller klippe strimler af stoffet, som du snor om bøjlen.

På de to forreste bøjler har jeg snoet hhv. lyserødt silkebånd om en almindelig renseribøjle, og Libertystof, som jeg klippede og rev op i baner, så det blev en lang strimmel.

Miks gerne farver og stoffer - det giver et levende 'bohemsk' udtryk - eller hold dem i samme farve/stof - det giver et feminint, enkelt og elegant udtryk. Alt efter smag og behag:-)

Start med at sno ved bøjlens hals, og fortsæt hele vejen rundt tilbage til 'halsen'. Det er ren meditation - og telefonen skal helst ikke ringe imens...



PS: Quick fix-metoden:
En lille sløjfe i silkebånd kan også gøre underværker - og tager ingen tid. Suppler evt. sløjfen med et par smukke perler, der kan dingle elegant om bøjle-halsen.



Beklæd gamle skoæsker med smukke stoffer, tapet eller gavepapir.

Her en gammel skoæske jeg havde stående, og en rest Liberty-stof, som jeg havde liggende. Jeg klippede stoffet med plads til lidt ombuk, og limede det på med limstift (Jeg havde ikke lige andet, da den kreative ånd en aften kom over mig. Måske der er nogen handy-folk derude, som har et bedre tip? Det fungerede nu helt fint i dette tilfælde.) Næste gang får æsken en omgang pink silkepapir INDENI, så det også er smukt, når jeg åbner låget☺

Bonustip:
Har du f.eks. en gammel kommode, så beklæd skufferne indvendigt med smukt tapet eller lækkert stof. God feng shui er NYDELSE HELE VEJEN IGENNEM – også i baglokalet, som jeg plejer at sige. Tro mig, dit hjerte vil gippe af glæde, hver gang du åbner dine skabe og skuffer, hvis du gør dem smukke INDENI.

Hvad med et garderobeskab beklædt indvendig med lilla velour? – eller silke i din yndlingsfarve?

Tilsæt lækre bøjler, og lækkert tøj, og du har en garderobe, der er en dronninge-gudinde værdig! Og vi fortjener intet mindre ...


Skab personlig stemning i garderoben:

Find en gammel kommode på loppemarked og mal den i din yndlingsfarve. Del evt. skufferne op i mindre ’rum’ med skoæsker beklædt med silkepapir eller stof. Så kan du nemmere holde styr på trusser, strømper og småting.

Udsmyk med personlige fotos, kunst, yndlingsting og parfumer. Bryd og miks f.eks. stilen med tøjstativer, skabe eller lamper i industriel stil.

Lad din favoritkjole hænge fremme til daglig nydelse.

(PS: Den smukke kommode her er fra min yndlingsbutik Greensquare.)

Ranvitas 10 tips til et smukt og ryddeligt klædeskab



1. Proriter dit klædeskab og afsæt den nødvendige plads – og penge. Overvej f.eks. om pengene er bedre givet ud på en antikvitet eller en indbygget løsning, end på billige lavpris-kompromisser. Især hvis din garderobe er ’synlig’ i f.eks. soveværelset, bør du vægte æstetikken højt.

2. Vær kreativ. Tænk i alternative løsninger, som både er funktionelle og smukke.Og som matcher rummets arkitektur/stil og din unikke personlighed.

3. Find en fleksibel løsning, som giver mulighed for forandringer.

4. Vælg smukt tilbehør f.eks. lækre bøjler og flotte æsker til sko og accessories.

5. Lug jævnligt ud, så der altid er plads til noget nyt!

6. Skab små ’hjem’ til alle ting; f.eks. i form af mindre kasser i skufferne, hvor strømper kan ’bo’ i een kasse, trusser i en anden. Trusser og strømper i bunker dutter ikke - det vil altid komme til at rode, når du pludselig skal bruge trusse nr. 5 i bunken.LAD DEM rode - i små seperate kurve, kasser eller skuffer.

7. Indbygget lys i klædeskabet får det hele til at se bedre ud.

8. Iagttag, hvordan du behandler dit tøj – og lav om på din adfærd, hvis den ikke er hensigtsmæssig. Har du for vane ikke at lægge tøjet på plads? Eller at skabe mere rod, når du leder efter en bestemt ting?

9. Skab en smuk og hjemlig atmosfære omkring dit klædeskab med f.eks. kunst, dekorative genstande, tæpper, bøger, etc. Det skal være hyggeligt at klæde sig på - og rummet må gerne udtrykke hvem du er.

10. Anbring evt. et billede af dit stil-ikon, som kan inspirere dig.

Kunsten at holde orden i klædeskabet



Her er et uddrag fra et interview, jeg har givet til det norske dameblad ”KK (Norges svar på Alt for Damerne)

Ranvita la Cour: "Kunsten at holde orden i klædeskabet skal læres"

”Vores tøj flytter jo ikke rundt på sig selv – selv om det nogen gange ser sådan ud, når vi kigger ind i vores klædeskab. Det er og bliver os selv, der har ansvaret for at holde orden, uanset om vi har de optimale rammer i form af et kæmpe veldesignet walk-in-closet eller et lille upraktisk karlekammerskab fra det lokale loppemarked. Det er selvfølgelig vigtigt med gode rammer, men det er op til os at definere og bruge rammerne, som de er tænkt. Og at være kreative, når de af en eller anden grund ikke er optimale.

Der er som regel tre grunde til, at vi skaber rod i vores klædeskabe:
Enten er der for mange ting på for lidt plads, og så skal der ændres på størrelsen af klædeskabet eller antallet af dine ejendele.
Eller også har vi glemt at skabe ’små hjem’ til de forskellige kategorier, som vores garderobe består af. Vejen til orden består derfor i at lave ’hjem’ til alt. Dér bor strømperne, dér bor trusserne, dér bor bælterne, osv. Og de enkelte hjem skal fungere – ikke være for små eller store, eller svære at finde eller nå, for så er det, at vi ikke lægger tingene på plads – selv om de måske har et hjem.
Vi mennesker er faktisk temmelig dovne, og alt som ikke fungerer let og enkelt for os, har vi en tendens til at udsætte eller undgå. Så når halvdelen af din garderobe ligger spredt i soveværelset for alle vinde, eller roder rundt som ét stort patchwork på bunden af skabet, så spørg dig selv, hvordan det er gået til? Er der nogen kategorier som er ’hjemløse’ og som har brug for, at du definerer et hjem til dem?
Svaret kan dog også hænge sammen med den tredje grund, som er, at vi tager forkerte valg i løbet af en dag.
Når jeg, stresset på vej ud af døren, smider kjolen på en stol eller roder febrilsk rundt i skufferne for at finde lige netop dén bluse, så skaber jeg rod. Jeg kan i stedet vælge, at hænge kjolen op på bøjlen igen med det samme – eller jeg kan vælge at smide den fra mig. Jeg kan vælge at kigge skuffen roligt igennem – eller begynde at klæde mig om tidligere! Jeg kan vælge at sortere jævnligt, i stedet for at vente til jeg ikke længere kan lukke døren eller mase flere bøjler ind. Jeg kan også vælge at give mig selv nydelse, hver gang jeg åbner mit klædeskab. At forkæle mig selv med smukke bøjler, duftposer og ORDEN! Valget er altid mit eget.
Man kan godt sige, at som du behandler dit tøj, behandler du dig selv og dit liv. Når du værdsætter dig selv og den tid og energi det har kostet dig at skaffe tøjet, og når synes du er smuk og dejlig og fortjener det bedste, så vil du også værdsætte at passe godt på tøjet, og skabe et smukt ’hjem’ til det.
At holde orden i klædeskabet er ikke et medfødt talent, det er noget vi er nødt til at lære. Så hvis du vil have et andet resultat, end det du plejer at få, må du GØRE noget andet, end du plejer. Lær fra, og lad dig inspirere af andre, så du selv kan mestre kunsten at holde orden i klædeskabet.”

Få flere tips af Ranvita - og kig med når tre modige kvinder åbner deres klædeskabe for læserne - i norske KK til februar!